Forside
Fakta om PCB
Byggevirksomheder
Bygningsejere
Kommuner
Arbejdsmiljø
Trin-for-Trin
Presserum
Kontakt

Omfattende PCB-sanering på Frederiksberg Skole

11.02.2014

Frederiksberg Skole er opført som betonelementbyggeri i flere etaper i perioden 1971-1978. Handlingsplan til at nedbringe PCB-indholdet i indeluften på skolen indeholder omfattende tiltag.

Da opførelsesår samt konstruktionstype (betonelementbyggeri) tyder på, at der er anvendt PCB-holdige materialer fik Sorø Kommune i maj og juni 2009 foretaget 24 stikprøver på PCB i materialer og 2 prøver af indeluften af Dansk Miljøanalyse.

Materialeprøverne viste et PCB-indhold på op til 11%. Da man havde konstateret dette, blev ventilationen øget fra undervisningstiden til at køre i døgndrift i en periode indtil målinger af indeluften, viste resultater på 1.095 og 1.145 ng PCB/m3.

I august 2009 indledte Aletica en større undersøgelse, med detaljeret kortlægning af PCB-forekomsten med henblik på at få afgrænset problemet omfang. Der er i den forbindelse taget 20 supplerende prøver af indeluften og 26 supplerende materialeprøver.

Resultaterne viste:

  • Primære PCB-kilder med et indhold på 16,5-21% PCB; i fuger ved vinduer og fuger mellem betonelementer.
  • Sekundære PCB-kilder; beton ved fuger (2.648 mg/kg), gl. linoleumsgulv (953 mg/kg), vægmaling (552 mg/kg) og loftsplader (21 mg/kg).
  • Luftmålinger med tydeligt forhøjede PCB-koncentrationer i indeluften. Værdierne lå mellem 1.260-4.407 ng PCB/m3.

Ved mere end 3.000 ng PCB/m3 luft anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der skal gribes ind uden unødig forsinkelse. Ved 300 – 3.000 ng PCB/m3 luft, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man lægger en plan for på sigt at nedbringe koncentrationen til under 300 ng PCB/m3.

Der blev i starten af 2010 vedtaget en handlingsplan, med tiltag til at nedbringe PCB-indholdet i indeluften på skolen. På kort sigt øges både rengøring og ventilation. På længere sigt renoveres skolen med henblik på at nedbringe PCB-indholdet i indeluften ved at fjerne PCB-holdige fuger.

I begyndelsen af 2010 iværksatte skolen tiltag med udluftning og rengøring. Efterfølgende blev procedurer for udluftning og rengøring intensiveret og indeluften blev målt igen i november 2010. I forlængelse heraf blev det gennemført et forsøg med forsegling af indvendige PCB-holdige fuger i et enkelt lokale.

Frederiksberg Skole har endvidere fået udarbejdet en såkaldt helhedsplan, hvor PCB-saneringen af skolen, bliver kædet sammen med en generel renovering af skolen.

I januar 2011 blev der udført målinger af indeluften, der viste effekten af de midlertidige tiltag. Resultaterne viste et PCB-indhold på 705-1.205 ng PCB/m3, som stadig er over Sundhedsstyrelsens laveste aktionsværdier, men måleværdierne er lavere end ved de indledende målinger. PCB-indholdet i indeluften bliver fulgt løbende, og der bliver foretaget målinger én gang pr. kvartal.

Projektet er endnu uafsluttet, og Sorø Kommune har afsat 70 mio. kr. til renovering og PCB-sanering af Frederiksberg Skole, der i alt udgør over 10.000 m2.