Forside
Fakta om PCB
Borgere
Bygningsejere
Kommuner
Arbejdsmiljø
Trin-for-Trin
Presserum
Kontakt

Hvalsø Skole renoveret efter fund af PCB

16.01.2014

Udskiftning af vinduer og døre i kombination med forsøg med øget mekanisk ventilation, ser ud til at have givet gode resultater i forhold til at løse problemet med PCB på Hvalsø Skole.

Ansatte på Hvalsø Skole blev opmærksomme på mediernes omtale af PCB og henvendte sig til kommunens Tekniske Forvaltning i foråret 2009. Kommunen vurderede situationen, og iværksatte nærmere undersøgelser på baggrund af mistanke om PCB kunne være til stede i en del af bygningerne, der er opført i 1970.

Lejre Kommune fik i perioden august 2009 - april 2010 foretaget prøver af fuger og indeluft af flere omgange ved Teknologisk Institut og Golder Associates. Der er fundet PCB i fuger omkring vinduer og døre, samt i fuger mellem bygningens betonelementer.

Fugematerialerne havde et PCB indehold på mellem 0,3 - 8%. Målinger af indeluften viste en PCB-koncentration på mellem 280-3.200 ng PCB/ m3. De højeste værdier blev fundet i sløjdlokalet, hvor koncentrationen oversteg Sundhedsstyrelsens anbefalede aktionsværdi på 3.000 ng PCB/ m3, der kræver akut indsats. Værdier på over 300 ng PCB/m3, der kræver en løsning på sigt, blev fundet i kontoret og i sproglokalet.

De høje koncentrationer af PCB blev fundet i lokaler, hvor der sad de oprindelige vinduer med PCB-holdige fuger. I lokaler, hvor vinduerne i forbindelse med tidligere renoveringer var blevet udskiftet, blev der generet målt lavere koncentrationer af PCB.

Der blev udarbejdet en handlingsplan i samarbejde mellem skolen, embedslægen, et rådgivende ingeniørfirma, en arbejdsmiljørådgiver og kommunens Tekniske Forvaltning.

På denne baggrund besluttede man at udskifte tilbageværende vinduer og døre i kombination med en sanering af de PCB-holdige fuger omkring vinduerne og dørene. Første tiltag skete i sommerferien 2010, hvor fugemassen omkring vinduer og døre blev udskiftet og der blev sat nye vinduer og døre i skolens værkstedsfløj. Efterfølgende fulgte samme tur i klasselokaler og senest skolens administrationsfløj i juleferien 2010.

Ud over udskiftningen af vinduer og døre, er der foretaget forsøg med at øge skolens mekaniske ventilation, med henblik på at tiltagene i kombination vil nedbringe PCB i indeluften tilstrækkeligt.

Der udføres løbende målinger af indeluften for at vurdere effekten af de gennemførte tiltag og for at vurdere behov for eventuelle øvrige tiltag.