Identificér PCB

Miljøstyrelsen og Energistyrelsen gennemførte i 2013 en kortlægning af PCB i den danske bygningsmasse.

Byggematerialer

Resultaterne viste, at PCB har været betydeligt anvendt i byggematerialer, der er brugt til at opføre bygninger i perioden 1950-1977. Der er fundet materialer med PCB-koncentrationer på ≥,1 mg/kg i mere end 75% af de undersøgte bygninger. PCB har hyppigst været anvendt i elementbyggerier (fx etageejendomme, kontorbyggerier og institutionsbyggerier). For de undersøgte etageejendomme gælder det, at ca. 90% af bygningerne indeholder PCB, mens det for de undersøgte offentlige institutioner og kontorbygninger gælder, at ca. 80% indeholder PCB. 73% af de undersøgte én- og tofamiliehuse indeholder byggematerialer med PCB.

Byggematerialer hvor der er tilsat PCB omfatter

  • Fuger
  • Termoruder
  • Lysstofarmaturer
  • Slidstærke malinger og gulvbelægninger.

Det kan være fuger omkring vinduer - indvendige og udvendige, fuger omkring gulvafløb eller fuger, som er udført for at lave tætning af vådrum langs væg og gulv. PCB findes desuden i slidstærke malinger på gulve og vægge, i termoruder mellem de to lag glas eller i tætningslisten mellem glasset og termorudens ramme og karm. Derudover har PCB været anvendt i lysstofarmaturer, som typisk er placeret i køkkener, badeværelser og i kældre.

Det er mest sandsynligt at finde PCB i ud- og indvendige fuger. Vil du være sikker, skal der foretages undersøgelse af de pågældende byggematerialer for indhold af PCB.

Indeluft

PCB i byggematerialer kan afgive PCB til indeluften.

Kortlægningen viser, at PCB-forekomsterne i bygninger kun i meget lille omfang afgiver PCB til indeluften i niveauer, der overskrider Sundhedsstyrelsens aktionsværdier. Det estimeres, at andelen af bygninger, der ligger over Sundhedsstyrelsens højeste aktionsværdi (PCB ≥3.000 ng/m3) ligger på 0,01-0,14%. samlet set for alle bygninger i Danmark.

For Sundhedsstyrelsens laveste aktionsværdi (PCB ≥300 ng/m3), hvor det anbefales at prioritere en indsats for at reducere PCB-niveauet i indeluften, estimeres andelen til 1,3-1,6% af alle én- og tofamiliehuse i Danmark. For etageejendomme estimeres andelen til ca. 0,8% og for offentlige institutioner og kontorejendomme ligger andelen på ca. 1,2%. Der blev målt PCB i indeluften i et enkelt én- og tofamilieshus, hvilket statistisk dog betyder, at der formodes at kunne være PCB-niveauer over 300 ng/m3 i indeluften i ca. 20.000 én- og tofamiliehuse i Danmark fra perioden, hvor PCB blev anvendt, da der i den periode blev opført et meget stort antal én- og tofamiliehuse.

PCB risikooplysningsværktøj

Nu har du selv mulighed for at undersøge, om der er PCB i dit hus eller din bygning.

PCB Risikooplysningsværktøj