Regler om PCB-holdigt affald
Regler om, hvordan PCB-holdigt affald skal håndteres, er overordnet set fastlagt af Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte også kaldet POP-stoffer (Persistent Organic Pollutants), og af den såkaldte POP-forordning, som er EU´s implementering af konventionen. Udgangspunktet er, at PCB-holdigt affald skal frasorteres andet affald og herefter destrueres. Hvis PCB-koncentrationen i affaldet er under 50 mg/kg er der mulighed for, at affaldet kan deponeres. Byggeaffald, der indeholder en så lav koncentration af PCB, at det kan betragtes som uforurenet, kan nyttiggøres.
Affald, som indeholder 50 mg PCB/kg eller derover, skal klassificeres som farligt affald.
Bekendtgørelse om affald indeholder regler om identifikation af PCB i bygninger, om frasortering af PCB-holdigt affald og om klassificering af farligt affald.
Identifikation af PCB i bygninger og frasortering af PCB-holdigt byggeaffald
Inden et nedrivnings- eller renoveringsarbejde påbegyndes, skal bygherren ifølge bekendtgørelse om affald, foretage en screening af hele bygningen eller de dele af bygningen, der bliver berørt af renoverings- eller nedrivningsarbejdet. Screeningen har til formål at afdække, om bygningen kan indeholde PCB. Screeningsreglerne gælder for alle bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950 til 1977, hvis nedrivnings- eller renoveringsarbejdet vedrører mere end 10 m2 eller frembringer mere end 1 tons affald. Hvis den indledende screening viser, at der er risiko for, at bygningen – herunder termoruder - kan indeholde PCB, skal bygherren foretage en kortlægning af de dele af bygningen, som kan indeholde PCB. Formålet med kortlægningen er at identificere PCB i bygningen, så PCB-forurenet affald kan blive frasorteret andet affald efter gældende regler og herefter affaldshåndteret korrekt.
Læs mere om hvilke materialer der kan indeholde PCB.
Ved renovering og nedrivning har bygherren også pligter efter arbejdsmiljølovgivningen. Læs mere under Arbejdsmiljø.
Inden en nedrivning eller renovering af en bygning påbegyndes, skal resultatet af PCB-screeningen eller kortlægningen anmeldes til kommunen, enten i forbindelse med en ansøgning om eller anmeldelse af en nedrivning eller renovering efter byggelovgivningen eller senest to uger inden nedrivningen eller renoveringen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om, bygningen indeholder PCB, og hvilke typer affald og hvor meget, der vil fremkomme ved nedrivnings- eller renoveringsarbejdet.
Håndtering af PCB-holdigt byggeaffald fra husholdninger
PCB-holdigt byggeaffald fra husholdninger skal afleveres på kommunens genbrugsplads.
Du kan i din kommunes affaldsregulativ se, hvordan PCB-holdigt affald fra husholdninger skal håndteres. Affaldsregulativet kan findes på kommunes hjemmeside. Kommunen skal endvidere give konkrete anvisninger på, hvordan PCB-holdigt affald skal håndteres.
Hvis en håndværker eller entreprenør efter aftale bortskaffer PCB-holdigt byggeaffald fra husholdninger, betragtes det ikke længere som husholdningsaffald, men som erhvervsaffald.
Håndtering af PCB-holdigt erhvervsbyggeaffald
Tabellen viser, hvordan man overordnet set skal håndtere PCB-holdigt erhvervsbyggeaffald.
Koncentration |
Klassificering |
Vejledning om hvordan PCB-holdigt byggeaffald skal håndteres |
≥ 50 mg PCB/kg
|
Farligt affald
|
Destrueres på et forbrændingsanlæg som har tilladelse til afbrænding af farligt affald, der indeholder PCB, eller deponeres underjordisk (i udlandet).
|
< 50 mg PCB/kg
|
Ikke-farligt
affald
|
Bør som udgangspunkt destrueres på et forbrændingsanlæg, som har tilladelse til afbrænding af affald, der indeholder PCB. Kan deponeres, hvis affaldet er svært at håndtere på et forbrændingsanlæg (fx store mængder beton). Det er Miljøstyrelsens vurdering, at deponeringen af PCB-holdigt affald bør ske på følgende måde, forudsat at alle deponeringsbekendtgørelsens øvrige betingelser også er opfyldt:
- Affald, hvor PCB-indholdet er mindre end 1 mg/kg, kan deponeres på deponeringsanlæg for inert affald
- Affald, hvor PCB-indholdet er mellem 1 og 50 mg/kg, kan deponeres på deponeringslæg for mineralsk affald eller blandet affald
For så vidt angår deponering af PCB-holdigt affald på deponeringsanlæg for mineralsk eller blandet affald, er det Miljøstyrelsens anbefaling, at det PCB-holdige affald bør deponeres i særskilte celler, hvor det efterfølgende kan lokaliseres.
For så vidt angår deponering af PCB-holdigt affald på deponeringsanlæg for inert affald, er indholdet af PCB så lavt, at Miljøstyrelsen ikke anbefaler deponering af PCB-holdigt affald i særskilte celler på disse deponeringsanlæg.
|
Kan betragtes som ikke forurenet med PCB
|
Ikke-farligt affald
|
Indtil der er fastlagt en national grænseværdi for, hvornår koncentrationen af PCB i affald er så lav, at det kan anses for at være uforurenet, henviser Miljøstyrelsen til Københavns Kommunes PCB-vejledning. Det fremgår af vejledningen, at PCB-holdigt byggeaffald som udgangspunkt betragtes som uforurenet, når koncentrationen er < 0,1 mg PCB/kg. Miljøstyrelsen skal fremhæve, at det, uanset vejledningen fra Københavns Kommune, er de enkelte kommuner, som efter bekendtgørelse om affald, har pligt til selv at foretage vurderingen af, om byggeaffald kan betragtes som uforurenet. Byggeaffald, der indeholder en så lav koncentration af PCB, at det kan betragtes som uforurenet kan genanvendes som erstatning for sand, grus og sten efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen, forudsat at alle bekendtgørelsens øvrige betingelser for materialenyttiggørelse også er opfyldt.
|
Koncentrationen af PCB i affald bestemmes efter de retningslinjer, der er beskrevet i Dansk Standard, DS/EN 15308.
Grænseværdierne er angivet som PCB-total, dvs. måling af de 7 udvalgte congenere, der skal indgå i analysen i henhold til standarden, ganget med en korrektionsfaktor på 5.